Som værktøj til brug for værdiansættelsen af en virksomhed har Dahl-Sørensen & Partners udviklet en værdiansættelsesmodel, DSPmodel®.
DSPmodel® står for:
Discounted Share Pricing ved salg af aktier/anparter og
Discounted Substance Pricing ved salg af forretningsaktiviteter/aktiver
DSPmodel® er et værdifuldt værktøj i forbindelse med køb/salg af en virksomhed eller dele heraf, arvesager, opsplitning af en virksomhed, fusion, fission, generationsskifte, en finansieringsopgave eller drøftelse af et bankengagement, hvor der er behov for en uvildig vurdering og en prissætning af en virksomhed i den økonomiske verden, der i dag benævnes som "værdiøkonomi".
DSPmodel® er unik, idet den via en grundig levetidsanalyse gør det muligt at bedømme den enkelte virksomheds teoretiske levetid, der angiver den budgetperiode, hvorover virksomhedens indtjening tilbagediskonteres og derved danner grundlag for værdifastsættelsen af virksomheden. Det er bl.a. denne levetidsanalyse, der adskiller DSPmodel® fra den klassiske "cash flow" model, som beregner værdien ud fra en "evighedsbetragtning". Levetidsanalysen tager udgangspunkt i en række elementer og virksomhedsspecifikke områder, herunder produktanalyser, virksomhedens markedsposition, analyse af virksomhedens produktionsapparat samt en human ressource-analyse.
I tilfælde af salg af aktier/anparter værdiansættes selskabets egenkapital med tillæg af "goodwill" og eventuelt fradrag af "badwill". Drejer det sig derimod udelukkende om køb og salg af forretningsaktiviteter, værdiansættes goodwill/badwill i tillæg til markedsværdien de overdragne nettoaktiver. Desuden klarlægger og prissætter modellen eventuelle samdriftsfordele ved salg til eller køb af en anden virksomhed.
DSPmodel® beregner en "fair market value" af den aktuelle virksomhed for både køber og sælger. Modellen bruges som et nødvendigt og gennemarbejdet grundlag i forhandlinger om og opnåelse af dels den bedst mulige pris for sælger, dels en tilsvarende fair pris for køber samt et mere korrekt finansieringsgrundlag for bank/investor.




