DSPmodel® - Discounted Share Pricing - benyttes til værdiansættelse af en virksomheds egenkapital samt den goodwill/merværdi, der måtte være skabt i selskabet. Eller med fradrag af badwill/mindre værdi.
Værdien af egenkapitalen også benævnt "markedsværdien" bestemmes ud fra den fremtidige indtjening efter skat og eventuelle samdriftsfordele/synergieffekter, tilbagediskonteret over en given periode med en given diskonteringsrente. Modellen indeholder en række variable "value drivers", der alle har indflydelse på værdien. Disse value drivers og øvrige forudsætninger er:
- Diskonteringsrenten: den rente efter skat, hvormed den fremtidige indtjening tilbagediskonteres med henblik på beregning af nutidsværdien. Diskonteringsrenten afspejler købers forventede afkast af den investerede kapital og består derfor af en risikofri rente plus en risikopræmie.
- Levetiden: den budgetperiode, hvormed den fremtidige indtjening tilbagediskonteres. Levetiden er variabel fra 1-20 år. Perioden afspejler den tidshorisont, inden for hvilken man med rimelig sikkerhed kan estimere en retvisende indtjening. Samtidig er det inden for denne periode, at investors "pay back"-periode ligger. Levetiden bestemmes ud fra en analyse af virksomhedens produkter, markedsposition, produktionsapparat samt human ressources.
| - |
Produkter: en analyse, der belyser i hvilket stadium/livscyklus, det enkelte produkt befinder sig, og tilsvarende for virksomhedens samlede produktsammensætning. Derudover bedømmes virksomhedens evne til produkt/konceptinnovation. Endvidere vurderes virksomhedens "Corporate Branding", registrerede varemærker og eventuelle patenter. |
| - |
Markedsposition: en analyse, der tager udgangspunkt i virksomhedens kunde- og leverandørrelationer med hensyn til afhængighed, risiko og spredning af disse samt hele virksomhedens kultur og image (brand). Desuden vurderes virksomheden på, om der er internationalt salg eller mulighed herfor. Det generelle marked vurderes, ligesom virksomhedens vækstpotentiale og omsætningen pr. medarbejder vurderes. |
| - | Produktionsapparat: en analyse af virksomhedens nuværende produktionsapparat, driftsmateriel, bygninger/ejendomme/lejemål. Anvendelse af IT og adgang til infrastruktur. Nødvendige investeringsbehov for at kunne opretholde produktion og konkurrencekraft. |
| - | Human ressources: en analyse, der belyser de viden- og medarbejderkapaciteter, der er i virksomheden. De punkter, som evalueres, er medarbejdernes alder, anciennitet, uddannelsesniveau, graden af videreuddannelse, evne til teamwork. Virksomhedens organisationskultur, kommunikation, samarbejdsformer, generelle trivsel og mange øvrige forhold omkring medarbejderne i relation til virksomheden, hvor der drages paralleller til "videnregnskabsteorien". |
- Samdriftsfordele: en bedømmelse af de driftsfordele, der kan opstå ved samdrift to virksomheder imellem. Disse kan i modellen maksimalt tilbagediskonteres i 5 år. Samdriftsfordelene deles som udgangspunkt mellem køber og sælger ud fra en given fordelingsnøgle i en given periode, hvorefter al risiko og indtjening overgår til køber.
- Væksten: en væsentlig value driver, der styrer den fremtidige budgetterede indtjening. Væksten estimeres ud fra virksomhedens historiske vækstrate, brancheanalyser samt den generelle markedsvækst under hensyntagen til et generelt princip om forsigtighed, da der er store usikkerheder forbundet med vurderingen af en fremtidig vækstrate. Økonomiske nøgletal på omsætning, dækningsbidrag, overskudsgrad, soliditet og likviditet indgår i bedømmelsen af virksomhedens fremtidige vækstmuligheder.




